Af Marie Timmermann
Hun ser dem oftere og oftere. Unge kvinder med tjek på livet, som kæmper med kærligheden og sexlivet. De vil gerne. Hele pakken – mand, børn og familie. Men de går i baglås, når samlivet kommer for tæt på og stiller krav om nærhed og intimitet. ALT for damernes sexolog, Marianne Egense, kalder dem „hjernepiger“…
En hjernepige kendetegnes bl.a. ved:
- … at være velfungerende, veluddannet og have facaden i orden.
- … at have mange gode venner og et godt, socialt netværk iøvrigt, ligesom de ofte har gode, krævende og udviklende job.
- … at have greb om tingene, kontrol-freak kunne man tilføje – det er afgørende at en hjernepige har overblik over sin verden.
- … at være udpræget rationel, analyserende og reflekterende – deraf tilnavnet.
Hvad slås de med?
Det kan være meget forskelligt og umuligt at generelisere om, men ofte handler hjernepigers kvaler om:
- … at have svært ved nærhed og intimitet.
- … ikke at kunne føle og mærke sine behov – kun „tænke“ eller „fratænke“ dem.
- … for nogles vedkommende at have svært ved at sætte grænser i det følelsesmæssige liv (fordi de ikke kan mærke, hvad de føler). Fælles for dem alle er dog, at de har meget vanskelig ved at få et sexliv til at fungere:
- nogle har bare ikke noget.
- andre kan ikke med en partner, der kommer for tæt på.
- andre igen har sex, men så sjældent, at det skaber problemer i forholdet.
Hvad kan de gøre?
De kvinder, der beslutter sig for at ville lykkes, også med det seksuelle, kan (og skal):
- … gøre sig klart, at det er en længere proces.
- … ville forholde sig til sin seksualitet med det mål, at få et bevidst og aktivt forhold til den. Forstå, at de også er seksuelle væsener ud over alt det andet, de er.
- … i de tilfælde, hvor der er en fast partner, gøre ham det meget klart, at han skal forstå, give tid, ikke stille krav og ikke skabe en stemning af, at nu skal hun præstere. (Og det er svært stof for de fleste mænd.)
En god måde at kommer i den rigtige retning er ifølge Marianne Egense, at sætte sig nogle delmål. Beslutte sig for, at nu vil man stikke næsen lidt frem og mærke, hvad der sker ved det:
– Hun skal opdage, at det ikke er så farligt at give sig hen, bare nyde og flyde med, og skulle hun pludselig få brug for at sige fra, så ved hendes partner, hvis det er en af de gode, at det er helt i orden.
„Jeg er en 32-årig kvinde. Jeg har et godt job, gode venner, bor fedt med egen bil og frihed til at gøre, som jeg har lyst. Jeg ser godt ud, dyrker sport (er veltrænet) og har let ved at score en fyr, hvis det er det, jeg vil – altså er jeg meget velfungerende og burde være godt tilfreds med livet – men jeg har det svært med kærlighed og sex…“
Sådan begynder et brev til ALT for damernes sexolog, Marianne Egense – og faktisk er fænomenet hende langt fra ukendt.
Hjernepiger, kalder hun dem – ikke fordi de har for meget hjerne, men fordi de bruger dén for meget og følelserne og kroppen for lidt:
– Jeg ser flere og flere af dem i min praksis. Unge kvinder med tjek på livet, som har svære problemer med nærhed, følelser og dermed også sex. De lukker af til kroppen. De tør ikke at mærke og stå ved deres behov. De holder facaden til omverden, men bag facaden er deres største frygt at miste kontrollen. For hvordan får man den igen, hvis man lige har ligget der og givet sig hen, forklarer hun, og fortsætter:
– Samtidig ved de jo godt, at hvis de vil have hele pakken; mand, børn og familie, så er de nødt til også at få kærligheden, nærheden og sexlivet til at fungere – og så kommer de her hos mig. Men hvad er det, der har bragt dem i den situation?
I Marianne Egenses øjne er fænomenet forholdsvis nyt og en afspejling af den vestlige kulturs opgør med normer for familien og dermed samlivet:
– Jeg tror, det vil blive et stigende problem i vores kultur – for jeg tror, det hænger sammen med den måde, vi lever på. Mange af de her piger har set ting i deres barndom, som har gjort dem rædselslagne for selv at havne i samme situation. Forældre, der ikke fungerede sammen, eller blot var totalt neutrale hvad angår sex. Eller mødre med skiftende kærester, hvor de så moderen i ekstase (og måske fraværende) hver gang – ikke rart for en lille pige og det, der i dag bliver til skrækken for selv at miste kontrol. Det kan også være piger, der har set deres mor leve i et forhold, hun burde være brudt ud af – men ikke var i stand til. I de her pigers hoveder bliver det, de har oplevet , omsat til en meget styrende frygt for at havne som deres forældre eller mødre, hvis de begiver sig ind på den sti, der rummer kærligheden, nærheden og seksualiteten.
Sex „fylder forkert“
Men det er ikke hele forklaringen. Ifølge Marianne Egense handler det også om, at de her tjekkede og ofte enormt dygtige kvinder har et nærmest ikke-eksisterende eller meget lidt udviklet forhold til deres egen seksualitet.
– Man kan sige, at seksualiteten hos de her kvinder „fylder forkert“. De accepterer den ikke rigtigt. De ser ikke sig selv som seksuelle væsener. Det er velbegavede og veluddannede kvinder, der er vant til at skabe kontakten med deres intellekt. De har svært ved at acceptere sig selv som flirtende – seksuelle. De har ikke fundet ro med, at de er en hel masse – herunder seksuelle. Vi er jo mange ting; kæreste, mor, karrierekvinde, veninde, søster, sportspige – og så også seksuel. Den seksuelle kvinde er én af brikkerne til det puslespil, der tilsammen udgør hele kvinden. Hun er en hel masse mere end seksuel – men uden den brik er hun ikke hel! For de her kvinder kommer den brik, den seksuelle, til at fylde alt for meget, fordi den ikke kan falde på plads…
Og hvordan kan den så komme til det? Ifølge Egense begynder arbejdet med at kvinden overhovede vil det. At hun kan acceptere sig selv som en seksuel kvinde og med tiden erfare, at man sagtens kan være seksuel og samtidig have styr på, kontrol over, resten af sit liv.
– …og det er en lang proces. Det bliver den nødt til at være, for det kræver, at kvinden bliver tryg ved tanken om at give slip. Hele hendes tjekkede liv handler jo om at hun har greb om tingene, men lige præcis i seksualiteten handler det om at give slip, nyde, lade sig rive med. Derfor er det også en enorm forandring, der stiller store krav til kvinden, men også til den partner, hun måske har. Jeg har flere par, hvor hun har erkendt sit problem og han har sagt, at han vil blive og hjælpe hende med det – og det skal han virkelig ville, for det bliver også svært for ham…
– Jeg ved godt, at det her bliver et helvede at læse for de mænd, der måtte kigge med, men hvis de lever sammen med en hjernepige, de gerne vil hjælpe, synes jeg de skulle gøre det alligevel. Partneren spiller nemlig en vigtig rolle i den proces, kvinden skal igennem.
Og lad os bare tage den i den korte og præcise version:
– Han skal være i stand til at give hende tryghed. Vise hende, at hun kan have tillid til ham – at han forstår. Så skal han give hende tid, være tålmodig og rense luften for alt hvad der minder om krav, så hun ikke får en fornemmelse af, at hun skal præstere. Det betyder at al snak om trapez i loftet og bind for øjnene, det kan han godt gemme lidt – hun skal først opdage, at den helt almindelige sex, basis-sex, den hurtige omgang, den nære intime, den kedelige og rutine-sex’en – at den ikke er farlig. At hun kan gennemføre den, uden at der sker noget ved det. Og det kan jo godt opleves lidt svært for en mand, hvis han i forvejen synes, at det går lidt trægt med sexlivet.
At størsteparten af arbejdet alligevel ligger hos kvinden selv er ingen af de kvinder, Marianne Egense har mødt, i tvivl om:
– De ved godt, at de har et problem, der er jo derfor de kommer. Og de vil også meget gerne – men det gør ondt på dem. Dels at se i øjnene, at de har det, som de har med sex, dels at erkende at forstå, hvorfor de har det, som de har. Men også den proces, de skal igennem, gør ondt. Til gengæld, når de lykkes – så opdager de lige præcis, hvilken lettelse det er, at kunne føle og mærke sig som en hel kvinde.
Artiklen har været bragt i ALT for damerne.