Sex – hvem slukker lysten?

Af Marie Timmermann

Mænd vil have sex – så giver de kærlighed. Kvinder vil have kærlighed – så giver de sex…, og hvad gør man så, hvis behovene kommer ud af „sync“? Tjae – derhjemme forsøger rigtig mange mænd at tørre problemerne af på deres kvinde (siger sexologen, ikke os!), men vælger parret at gå i terapi, så er det faktisk kvindens behov, der dækkes først. ALT for damernes sexolog, Marianne Egense, kaster lys over de hjemlige magtkampe…

DET SIGER MAN OM SEX

– men er det sandt?
Desværre kan vi ikke tilbyde et svar, men alene give stof til eftertanke (og måske endda til dialog), for det er helt sikkert individuelt – og måske også forskelligt fra mand til kvinde.

„Uden sex går det ikke“
…nej, nej – bevares, men hvor stiller det alle dem, der egentlig har det meget godt med et put i ny og næ?

– For de par, der er enige om en lav sex-frekvens, går det selvfølgelig fint nok, og måske passer det rigtig mange kvinder meget godt, at der ikke sker så meget på den front, for ellers burde kvinderne jo råbe meget højere om det sexliv, der mange steder ikke glider helt så glat, som det kunne.

– Kvinder kan nok bedre leve uden sex i længere tid, end mændene kan, men jeg er sikker på, at kvinder alligevel savner noget, hvis de kun har sex hver tredje måned. Det kommer an på, hvad det er, kvinderne henter i sex – bekræftelse, nærhed, intimitet. Det kan kvinderne så hente hos deres børn, mens børnene er små, men den går ikke i længden – det gider børnene ikke.

Sagt generelt vil det være et fysisk problem for manden, hvis han kun får sex hver tredje måned – kvinden vil også savne sex, men hun vil først mærke, at hun mangler nærhed og intimitet.

„En hurtig i køkkenet er frækt“
…jeps, og flot ser det også ud, men måske nok især på film. Hjemme i HTH-idyllen med indkøb, opvask og lunkne madkasser fra skoletaskerne, kan det godt opleves lidt vanskeligt at få det til at svinge på helt samme flotte, fyrige facon.

– Kvinder har nok sværere ved at koble fra, når ungerne er lige i nærheden, maden bobler i gryderne eller noget andet praktisk presser sig på og tager opmærksomheden fra det hurtige knald på køkkenbordet eller i morgenbadet. Mange par med problemer har faktisk kun hurtig og meget direkte sex med hinanden – og så savner kvinderne forspil og nusseri. Men hvis det hurtige er en del af et varieret sexliv, hvor der også er tid til det langsomme – så vil de fleste par, jeg taler med, også gerne have den hurtige tur…, måske får mændene lidt mere julelys i øjnene end kvinderne.

„Sex giver overskud til hverdagen“
…hvis da ikke hverdagen har taget al overskuddet til sex.
– Jeg plejer at sige, at forspillet begynder med at han fylder opvaskemaskinen (eller noget andet praktisk – det skal ikke tages helt bogstaveligt). Man bliver nødt til at hjælpe hinanden, lette hinanden, hvis der skal blive ved med at være overskud til at nyde sex. Hvis den ene bliver så træt af hverdagen, at der ikke er overskud – så er der en ubalance, og så må man kigge på den.

„Sex afspejler hvor godt parforholdet er“
…ja, og det gør fællesskab, samarbejde og den gensidige respekt også, var der dem, der ville tilføje…:

– Har man velfungerende sex, hvor begge er tilfredse, så fungerer resten med stor sandsynlighed også. Og det betyder, at den dag sex’en måske ikke fungerer så godt længere – så skal man faktisk spole lidt tilbage og se på, hvad der skete i den periode, hvor det begyndte at gå ned ad bakke.

„Kan man li’ hinanden har man lyst“
…av for den da – og stakkels dem, der måtte være i en aktuel lyst-krise uden i øvrigt at have planer om at blive skilt.

– Man kan sagtens miste lysten til en partner, man ellers er glad for. Det kan være noget helt andet, der knager. Måske er han (eller hun) lidt for dominerende, måske har man selv lidt for travlt, måske er det andre ubalancer, der dræner overskuddet, måske handler det udelukkende om den ulystne selv. Ulyst er et reelt problem, der ofte kræver hjælp, men vil man helst selv, så kommer man under alle omstændigheder ikke uden om dialog.

– Kedelig sex? Ja, det kan jo handle om dårlig teknik. Måske filer han løs til hun er helt lam dernede. Sådan en kvinde får ALDRIG en orgasme – og det kan da godt gå lidt ud over lysten.

– Jeg tror, der er rigtig mange, hvis sexliv ikke fungerer. De lever sammen i en form for stilletiende aftale, måske fordi de tror, det ændrer sig. Eller også fordi de har prioriteret: „Vi har jo børn osv.“ – men jeg tror ikke, det holder på sigt.

– Man(d) siger; ingen sex, intet forhold, men man kan med lige så stor rette sige; ingen ømhed/omsorg/intimitet/respekt, ingen lyst…, og i værste fald, så går hun!

Hvor svært kan det være? Sex er en drift, den melder sig jævnligt – og så gør man noget ved det. Ingen svære ord – så hvad fanden er egentlig problemet?

Lyder det lidt råt? Nårh, men så er det nok fordi citatet er hentet fra det mere maskuline univers – uden at mænd af den grund skal udråbes til frådende og ufølsomme sexmonstre. De har det bare med at tage udgangspunkt i det, de gerne vil have – i det her tilfælde sex – så skal resten nok løse sig.

Nå, ja – okay, men kan man ikke lige få lidt opmærksomhed, lidt nærvær, et par få, men velvalgte kærlige ord og så lige en hånd til det praktiske – SÅ skal resten nok komme af sig selv.

Klinger det lidt mildere i dine ører? Så er det nok fordi synspunktet er hentet i det mere feminine univers – uden at kvinder af den grund skal fratages retten til at føle akut og dyrisk lyst.

Ifølge ALT for damernes hus-sexolog, Marianne Egense er det nemlig skruet så udfordrende sammen, at kvinder og mænd har vidt forskellige indfaldsvinkler til en i øvrigt fælles interesse:

– Man kan godt kalde det en kliche, men al erfaring viser altså, at mænd vil have sex, så giver de kærlighed, mens kvinder vil have kærlighed, så giver de sex – og det er faktisk kernen i alle de vidt forskellige problemer, man som sexolog bliver involveret i.
Hun møder masser af par, der som udgangspunkt står milevidt fra hinanden i deres bestræbelser på at nå samme, fælles mål: Han sidder med kors-lagte arme og kræver sex – ellers skrider han. Hun sidder i den anden ende af sofaen med sænket blik, klar til at påtage sig et lyst-problem.

Forud for den seance er gået en magtkamp mellem de to, der kan udspille sig individuelt fra par til par, men for de flestes vedkommende har til formål at placere skylden for det skrantende sexliv. Og her har mændene ifølge Marianne Egense et lidt mærkværdig forspring.

– Mænd kan være ret gode til at få fejl og mangler i sexlivet til at handle om deres kone. Det er hende, der har et problem med lysten, for han vil jo gerne. Og hvis sexlivet er lidt kedeligt, så er det hende, der mangler fantasi – ikke ham. Som udgangspunkt slipper rigtig mange mænd af sted med den forklaring – derhjemme.

– Så kommer kvinden måske herind, alene, og forklarer, at hun har et problem med lysten. Så arbejder vi lidt med det. Hun får måske nogle opgaver eller ideer, hun kan tage med hjem – og ganske ofte sker der det, at hun efter nogle gange bliver klar over, at nej; hun har ikke et problem – DE har et problem. Så kræver hun, at han kommer med herind, og det lykkes som regel også, når han opdager, at hun mener, hvad hun siger, forklarer Marianne Egense og uddyber, hvorfor hun finder det lidt mærkværdigt, at mændene kan slippe af sted med at tørre problemer af på deres kvinde:

– De fleste par, der går i terapi, er enige om, at de gerne vil have sex – med hinanden. Så kvinderne HAR altså et lige så klart ønske om at lykkes seksuelt med partneren, som manden giver udtryk for. Alligevel – derhjemme, inden konflikten er kommet ud i det åbne, vælger mange kvinder at føje sig og give, det jeg kalder „husfredssex“. Hvorfor tager hun ikke ansvar for sine egne behov og siger: „Nu vil jeg eddermame have noget interessant sex OG nogle rammer, der gør, at jeg kan bevare min lyst til sex“?

– Der er noget urinstinkt over den adfærd, for den passer jo overhovedet ikke på det liv, kvinder har i dag, hvor de selv kan forsørge sig og derfor ikke er „i lommen“ på deres mand. Men adfærden er der altså stadig. Kvinder har stadig en tendens til at føje sig. Der er mange kvinder, der klarer skærene hjemme i familien ved at give husfredssex. Og så kunne man jo lige tilføje: Hvor mange mænd gør det? Det begreb kender vi slet ikke…

Men hvad så? Høne eller æg – sex eller kærlighed? Hvad gør man, når det er kørt fast – og han kræver sex, for overhovedet at ville engagere sig, mens hun har brug for samliv, før hun kan komme frem til sex:

– Når et par begynder i terapi, så er det ikke usædvanligt, at manden sidder og er fuldstændig uforstående overfor, hvorfor det ikke bare kører. Han synes virkelig, at hans kone har et problem, og ikke så få gange er det synspunkt ledsaget af en holdning, der hedder: „får vi ikke gang i noget sex, så går jeg“. Når vi så, som man gør i sexologisk terapi, starter med at udstede sex-forbud og i stedet tager udgangspunkt i kommunikationen og i at få genskabt nærheden og kærligheden, så sex’en kan gro frem, så opdager manden ret hurtigt, hvad det er, hans kone beder om derhjemme.

– Kvinder har brug for nærhed, omsorg og fællesoplevelser – og enhver mand, der giver sin kvinde det, vil opleve, at hun får lyst. Når man møder hinanden, er der masser af fokus og opmærksomhed, nærhed og lytten til hinanden. Efter nogen tid går der rutine og leverpostej i den. Pludselig er der mindre af det hele; mindre nysgerrighed på hinanden og mindre trang til at tale og være nære – og for mange kvinders vedkommende går det ud over lysten. Det er vigtige ting for kvinder. Sex er også vigtigt for kvinder – men alle de andre ting er basis for lysten til sex.

Og set i det lys, var der måske rigtig god grund til at få de korslagte (mande)arme ned og i stedet lægge an til dialog:

– Hvis et par går i terapi, og eksempelvis kvinden har mistet lysten, så nytter det jo ikke at tage udgangspunkt i et ultimativt krav om sex. Så er man nødt til at finde ud af, hvad der skete med den lyst. Det kan handle om hende selv – hendes forhold til sig selv som et seksuelt væsen – det kan handle om stress, børn, kedelig sex eller om en ubalance i parforholdet. Uanset hvad, er parret nødt til at finde ud af det – og kommunikere.

– Mange kvinder har stadig den der edderkop-funktion derhjemme, hvor det er hende, der ved alt om alting, koordinerer familiens liv og tager sin betragtelige del af det praktiske. Når det går op for manden, så kan han måske lidt bedre forstå, hvis hun nogle gange er lidt træt – og i hvert fald for træt til sex.

– Men kvinderne skal altså også selv være opmærksomme på, hvor gode de er til at rage opgaverne til sig – og at de rent faktisk har en reel mulighed for at give nogle af opgaverne fra sig.

– Det er så vigtigt, at parret indbyrdes får sat ord på lyst-slukkerne – og det er begge parters ansvar. Man kan ikke true en ulysten kvinde (eller mand) til at få lyst, og man kan overhovedet ikke arbejde terapeutisk med en trussel hængende over hovedet. Eneste mulighed for et par, der er kommet dertil, er at finde ud af, hvilke behov der ligger bag, når hun (eller han) nu sidder der med det, der opleves som manglende lyst til sex.

Artiklen har været bragt i ALT for damerne.